Små kærlige puf eller tarvelige benspænd – adfærdsledelse og nudging.

Havskildpadder lever livet farligt i den moderne verden. Når de små nyudklækkede skildpadder fødes på stranden, søger de instinktivt mod den lyseste del af horisonten. De har udviklet dette instinkt over millioner af år, fordi den lyseste del af himlen altid var ude over havet, hvor lys blev reflekteret i vandet. Men i dag leder dette instinkt dem ofte på afveje, fordi den lyseste del af deres horisont viser sig at være oplyste huse eller strandvejenes gadebelysning.

Dette er et eksempel på det biologer kalder ‘Evolutionær Mismatch’ som beskriver træk, der er positive under de omstændigheder og livsvilkår, de er udviklet til, men som også kan have negative konsekvenser under andre vilkår. Skildpaddernes instinkt fungerer perfekt under naturlig vilkår, men bliver dræbende for dem, når mennesker ændrer deres omgivelser. På en måde kan man sige, at deres instinkt ender med at få dem til at gøre ting, der slår dem selv ihjel. Og det er nærliggende at sammenligne med, hvordan ’evolutionær mismatch’ påvirker mennesker og på samme måde kan føre til uheldige konsekvenser. Det mener mange biologer, neuroforskere og psykologer.

Det er kun omkring 12.000 år siden, at vi mennesker levede som jæger-samlere, som vi havde gjort siden evolutionens morgen. Og så pludselig – og det er virkeligt pludselig i biologisk perspektiv – gik vi fra fri jagt og indsamlig af nødder, frø og bær til at dyrke jorden, bygge fabrikker og bruge computere. I dag lever de fleste – for første gang i historien – i byer omgivet primært af noget vi selv har konstrueret og vores egen kultur. Vores relationer er teknologibårne og vores arbejde foregår oftest siddende ved en computer, hvor vi kun bruger vores øjne og fingerspidser. Vi spiser hvad vi vil uden naturlige begrænsninger – fuldstændigt andre omstændigheder og vilkår end dem, som vores forfædre gradvist tilpassede sig gennem mere end en million år. E-mails er smart og airconditioning og elektrisk lys er bekvemt – men måske får vi ikke opfyldt vores naturlige vilkår i tilstrækkeligt omfang til at trives og fungere optimalt, og måske leder vores ellers gode instinkter os undertiden på afveje?

Visse ting er selvfølgeligt meget iøjnefaldende. Vi udvikledes under omstændigheder, hvor de søde og fede fødevarer var en dyrebar mangelvare og en livsvigtig kilde til energi og varme. Så vi udviklede smag for det, og når det så nu forekommer i mere end rigelige mængder, får vi svært ved at sige nej tak til sodavand og chips, selvom det ikke er sundt for os i store mængder. Mens denne form for mismatch – eller som vi kalder det i Composing: ’tarvelige benspænd’ – er oplagt og indlysende, så er der andre mindre tydelige, men ikke mindre farlige og begrænsende former for benspænd, som vi med fordel kan tage højde for, når vi har med mennesker, performance og ledelse at gøre.

Hvorfor tandpasta skal være stribet og hvorfor vi skal arbejde bevidst med adfærdsledelse
Når det gælder design i den fysiske verden, er vi helt med på, at vi må tage udgangspunkt i, hvordan mennesket er skabt – og f.eks. designe biler, der styres med hænderne og ikke med næsen, som den engelske reklamemand Rory Sutherland udtrykker det.

På det humanistiske, psykologiske område – er vi derimod markant bagefter og meget dårligere til at tilrettelægge f.eks vores arbejde på måder der tager højde for og understøtter menneskelige styrker og svagheder. Så gør vi i princippet ting, der svarer til at lave biler, der skal styres med næsen. Primært fordi vores forståelse og respekt for, hvordan naturen gennem evolutionen har formet ikke bare vores fysik men også vores psyke, kan ligge på et meget lille sted. Når nu vi har lært at designe biler, der passer til mennesker, hvordan kan det så være, at når vi skal designe programmer og projekter og i det hele taget implementere vores strategier og forandringer, så begår vi de samme fejl igen og igen? Også politikere og økonomer begår disse fejl, primært fordi vi forsøger at forudsige menneskers adfærd baseret på fejlagtige forudsætninger om, at vi har adgang til alle informationer, kan overskue dem og tillidsfuldt træffe helt velovervejede rationelle beslutninger – og gøre det hele tiden på individuel basis.

I en sådan verden ville der ikke være brug for ledere. De kunne erstattes af regneark (evt. balancerede;) stopure og overvågningskameraer. Men sådan ser verden og mennesker jo (heldigvis) ikke ud i virkeligheden. I virkeligheden sælges der f.eks. stadig stribet tandpasta, selvom alt det røde, hvide og blå blandes helt sammen, straks det kommer ind i munden. Det virker helt uden mening at have besvær med at få den til at komme stribet ud af tuben. På nettet kan man se film, der viser hvordan man laver det. Men ikke hvorfor. Men der er et eller andet i den menneskelige hjerne, der gør det nemmere at tro på, at den samme tandpasta både kan forhindre huller og tandsten, samtidigt med at den giver en friskere ånde, hvis de tre funktioner har hver sin farve. Ikke specielt logisk eller rationelt og vi, som bruger ensfarvet tandpasta, kan trække overbærende på skuldrene, mens reklamefolk griner hele vejen til banken.

I Composing bruger vi al den nye værdifulde viden fra adfærdsøkonomi, beslutnings/spilteori og reklamefolkenes erfaringer (ja, vi har været der selv) til at hjælpe ledere med at finde genveje til at løse meget vigtigere udfordringer end farven på tandpasta. Og til at fjerne tarvelige benspænd, som forhindrer mennesker i at performe optimalt.