Hvorfor Nudge?

Cass Sunstein – den ene af forfatterne til den oprindelige bog “Nudge – Improving Decisions about Health, Wealth and Happiness” er også forfatter til bogen “Why Nudge?: The Politics of Libertarian Paternalism”. Bogen er interessant, fordi den går i dybden med såvel fordelene ved nudging som mulige kritikpunkter, som diskuteres fra flere vinkler. Man får dermed et godt og grundigt indblik i både nudge begrebet som sådan, sammenhængen med hvordan vi traditionelt tænker om menneskets evne – og ret – til at træffe sine egne beslutninger, men også i de faldgruber man skal være opmærksom på, når man arbejder med ‘blød paternalisme’ og valgarkitektur.

I denne video giver Cass Sunstein en kort introduktion til bogen, og derefter kommenterer 4 førende eksperter i adfærdsøkonomi bogen og giver deres in-put – super spændende diskussion:

Vil du vide mere inden du bestiller bogen? Her kan du læse en anmeldelse i Financiel Times. Eller en dybere gennemgang af bogen på Stirling Behavioural Science Blog.

P.S. Cass Sunstein er iøvrigt nyudnævnt “Honorary Doctor ved Copenhagen Business School og Department of Intercultural Communication and Management (ICM)” og den 6.juni gæster han CBS Public-Private Platform & CBS Sustainability Platform med både forelæsning og panel discussion med Miljøminister Pia Olsen Dyhr og Director of Environmental Policy i Dansk Industri, Karin Klitgaard . Her kan du læse mere om arrangementet.

Reklamer

Ny bog om adfærdsledelse

Alexandra Krautwald og jeg er partnere i Composing, og nu skal vi skrive en bog sammen om adfærdsledelse. Den udkommer på Djøf forlag til november, og vi glæder os. Baggrunden for bogen er mange års interesse for, hvorfor så meget arbejde ikke udmunder i de forventede resultater – samtidigt med at vi bliver så stressede af det. Frem til udgivelsen kommer jeg nok til at skrive en hel del om de tanker, der ligger bag og håber at inspirere til, at rigtigt mange får lyst til at læse den.

Svend Brinkmann, professor i psykologi på Aalborg Universitet, og medlem i Composings ekspertpanel, er aktuel med sin bog ‘Stå Fast – et opgør med tidens udviklingstvang‘ og det har skabt debat i medierne både i Danmark og i Norge, hvor bogen netop er udkommet på norsk. Den er et opgør med den udviklingstvang, som han føler, præger vores kultur i en negativ retning. Vi har fulgt Svend Brinkmanns forskning og skriverier i mange år og vores bog er på mange måder et parallelt opgør i forhold til ledelsesmetoder, som vi mener også må igennem et paradigmeskifte. I dag skriver jeg lidt om, hvordan det hænger sammen:

Mange års erfaring med organisationsudvikling, strategiimplementering, forandringsprojekter og holdningsbearbejdning af såvel ledere som medarbejdere har rustet os til at lede efter nogle nye svar på hvorfor forandringer, ny ønsket adfærd og deraf følgende resultater ofte lader vente på sig eller aldrig bliver realiseret som planlagt. Ofte skyldes det ikke mangel på initiativer og indsatser som i vore dage stresser og frustrerer organisationer i forsøg på at få den ønskede effekt.

Der er efterhånden for mange tegn på, at det vi gør ikke virker – og måske endog skader.

Den britiske sociolog Richard Sennett har beskrevet, hvordan de samfundsmæssige udviklingstræk og det postmoderne paradigme transformerer selve arbejdet og virker tilbage på samfundets sammenhængskraft. Ifølge Sennett skabes der derved bølger af omstruktureringer af produktion og arbejde, som følger de skiftende og nye principper for organisation. Nogle koncepter og principper har reel betydning for selve arbejdets udvikling og transformation, mens andre udvikles i en managementretorik, der ofte ikke har nogen reel betydning for praksis i det daglige arbejde. Her bliver det selve forandringen eller ledelsens evne til at etablere dynamiske forandringsprocesser, der bliver et mål i sig selv og tages som udtryk for ledelsens evne til at skabe dynamik og effektivitet. Sennett påpeger, at sådanne managementstyrede transformationer af organisationer i sig selv skaber så store brud, at de fremmer ineffektivitet i selve arbejdet, både under omstruktureringen og i den efterfølgende implementeringsfase.

Et tilsyneladende potentielt ’win-win’ koncept, hvor man både kunne opnå frigørelse OG forøget effektivitet og produktivitet, har således udviklet sig til en ond cirkel af kompleksitet og belastninger, som jeg har skrevet meget om. Vi har set dette tydeligt i de forandringer der er sket f.eks. i den offentlige sektors organisering og styring, og har med interesse fulgt den (selv)kritik som kom på dagsordenen som oplæg til kvalitetsreformen. Her sagde en flok ledere, (heriblandt Leon Lerborg, et andet kompetent medlem i Composings ekspertpanel) som selv har været med til at skabe styringstænkningen i det offentlige, undskyld og: ”Tilgiv os – vi vidste ikke, hvad vi gjorde”. ”Mange af de ting, der er blevet indført de sidste 10-15 år for at fremme produktivitet og kvalitet, er nu begyndt at hæmme den offentlige sektors udvikling. Nogle steder er der ligefrem tale om direkte destruktiv styring.”

Også virksomhedsledelse og personaleudvikling har gennemgået en lignende udvikling, hvor der de senere årtier har været en bevægelse fra en hierarkisk til en flad ledelsesstruktur, hvor ansvaret for de konkrete arbejdsopgaver i stigende grad bliver uddelegeret til medarbejderne, f.eks. i form af selvstyrende teams. Medarbejderne får således umiddelbar mere indflydelse på arbejdet og planlægning af deres egen hverdag. Interessen for medarbejdernes personlige udvikling bliver ofte præsenteret som en opmærksomhed på de bløde værdier i virksomheden, hvor medarbejdernes velbefindende og arbejdsmiljø bliver centralt; men samtidig ser vi i disse år en stigende opmærksomhed på fænomener som stress og udbrændthed.

Personlig udvikling præsenteres ofte som en chance og et tilbud, som det er meget svært at sige nej til – hvem vil ikke gerne være i forandring, hvem vil ikke gerne bruge flere af sine ressourcer? Det bliver ofte i management-sprog netop beskrevet som en ”win-win-relation”, som både medarbejderen og virksomheden drager fordel af. Medarbejderne får mulighed for selvrealisering, og virksomhederne får adgang til flere af medarbejdernes ressourcer. De nye ledelsesformer har tilsyneladende udskiftet den traditionelt hierarkiske ledelse med den sensitive og intuitive ledelse med en flad ledelsesstruktur. Man skal vise, at man kan være sin egen leder, og at man kan finde motivationen i sig selv. Lederens rolle i moderne virksomheder er blevet omdefineret fra en direkte autoritet til en rolle, der går ud på at ”facillitere” beslutninger i den gruppe, som lederen har ansvar for.

Projektarbejde, udviklingsplaner og sociale kontrakter får selvransagelse og bekendelse til at løbe sammen i en miskmask af ’intimteknologier’, som risikerer både at skade samarbejdet og at skabe den decentralisering og individualisering af konflikter og modsætningsforhold, som er årsagen til dagens enorme behov for coaching og kurser i konflikthåndtering – og igen stress, nederlag og – ineffektivitet.

Selvrealisering, personlig udvikling og selvudvikling er således nøgleord, der er kommet til at spille en vigtig rolle for medarbejderes og lederes forståelse af sig selv og hinanden. Fra at have været et tema, der kun optog en lille gruppe mennesker i den vestlige kultur, er selvudviklingstrenden blevet en omfattende og varieret folkelig bevægelse og en del af en mainstream ledelsesdiskurs. I dag er det en selvfølge, at centrale livsområder ses gennem disse begrebers optik, og ‘selvrealisering’ og ‘selvudvikling’ har for de fleste en entydigt positiv klang. (Svend Brinkmann & Cecilie Eriksen (red.): ”Selvrealisering – kritiske diskussioner af en grænseløs udviklingskultur“)

Men hvordan har det kunnet lade sig gøre og hvorfor har vi ikke opdaget det noget før – og måske især: hvorfor er det så svært at finde ud af at gøre noget ved det? Der har dannet sig en regnbuekoalition fra Venstre til venstrefløj. I den ene ende ser de liberale det frie marked som forudsætning for, at det enkelte individ kan få mulighed for at skabe sig sit eget liv. I den anden ende tager kritiske pædagoger, HR og udviklingskonsulenter afsæt i en humanistisk psykologisk forståelse af det enkelte individs muligheder for at gøre sig fri og realisere sig selv. Selv om begrundelserne er forskellige, har der udviklet sig en konsensus om at sætte fokus på individet på tværs af interesser.

Hvordan kommer vi ud af denne suppedas? Svarene kan i høj grad findes i en masse af den nyeste forskning indenfor ’Behavioral Economics’ – ’adfærdsøkonomi’ som er et kæmpe forskningsområde i krydsfeltet mellen psykologi og økonomi. Feltet krydres også med forskning indenfor så forskellige områder som sociologi, socialpsykologi, antropologi, evolutionsbiologi, spilteori, netværksteori, hjerneforskning og neurovidenskab. Det er helt nye ofte tværfaglige forskningsområder, som i disse år forsøger at bygge bro mellem natur- og humanvidenskaberne for at finde mere brugbare metoder til at arbejde med menneskelig adfærd. (Læs f.eks Svend Brinkmanns bog ”Psyken – Mellem synapser og samfund” Bogen formidler den nyeste viden om psyken og udvikler et teoretisk perspektiv, der integrerer en række forskellige vinkler på det psykiske – både humanistiske og naturvidenskabelige. Samtidig leverer bogen argumenter for, at ingen vinkler kan stå alene, psyken er både hjerne, krop, kultur og samfund samt de omgivende håndgribelige ting. Alt dette på samme tid.)

Der er mange tegn på, at vi i disse år oplever et paradigmeskift, som fundamentalt vil ændre mange områder, og der høres nye toner ikke bare indenfor økonomi (finans) og markedsføring, men også så forskellige områder som pædagogik, politikker, kriminalitets- og sundheds/ arbejdsmiljøindsatser er begyndt at anvende sig af den nye viden. Vores nye bog skal give viden, forklaringer og eksempler på, hvad det kommer til at betyde indenfor ledelse og organisationsudvikling – med særlig fokus på implementering af strategier og forandringer.

Små kærlige puf eller tarvelige benspænd – adfærdsledelse og nudging.

Havskildpadder lever livet farligt i den moderne verden. Når de små nyudklækkede skildpadder fødes på stranden, søger de instinktivt mod den lyseste del af horisonten. De har udviklet dette instinkt over millioner af år, fordi den lyseste del af himlen altid var ude over havet, hvor lys blev reflekteret i vandet. Men i dag leder dette instinkt dem ofte på afveje, fordi den lyseste del af deres horisont viser sig at være oplyste huse eller strandvejenes gadebelysning.

Dette er et eksempel på det biologer kalder ‘Evolutionær Mismatch’ som beskriver træk, der er positive under de omstændigheder og livsvilkår, de er udviklet til, men som også kan have negative konsekvenser under andre vilkår. Skildpaddernes instinkt fungerer perfekt under naturlig vilkår, men bliver dræbende for dem, når mennesker ændrer deres omgivelser. På en måde kan man sige, at deres instinkt ender med at få dem til at gøre ting, der slår dem selv ihjel. Og det er nærliggende at sammenligne med, hvordan ’evolutionær mismatch’ påvirker mennesker og på samme måde kan føre til uheldige konsekvenser. Det mener mange biologer, neuroforskere og psykologer.

Det er kun omkring 12.000 år siden, at vi mennesker levede som jæger-samlere, som vi havde gjort siden evolutionens morgen. Og så pludselig – og det er virkeligt pludselig i biologisk perspektiv – gik vi fra fri jagt og indsamlig af nødder, frø og bær til at dyrke jorden, bygge fabrikker og bruge computere. I dag lever de fleste – for første gang i historien – i byer omgivet primært af noget vi selv har konstrueret og vores egen kultur. Vores relationer er teknologibårne og vores arbejde foregår oftest siddende ved en computer, hvor vi kun bruger vores øjne og fingerspidser. Vi spiser hvad vi vil uden naturlige begrænsninger – fuldstændigt andre omstændigheder og vilkår end dem, som vores forfædre gradvist tilpassede sig gennem mere end en million år. E-mails er smart og airconditioning og elektrisk lys er bekvemt – men måske får vi ikke opfyldt vores naturlige vilkår i tilstrækkeligt omfang til at trives og fungere optimalt, og måske leder vores ellers gode instinkter os undertiden på afveje?

Visse ting er selvfølgeligt meget iøjnefaldende. Vi udvikledes under omstændigheder, hvor de søde og fede fødevarer var en dyrebar mangelvare og en livsvigtig kilde til energi og varme. Så vi udviklede smag for det, og når det så nu forekommer i mere end rigelige mængder, får vi svært ved at sige nej tak til sodavand og chips, selvom det ikke er sundt for os i store mængder. Mens denne form for mismatch – eller som vi kalder det i Composing: ’tarvelige benspænd’ – er oplagt og indlysende, så er der andre mindre tydelige, men ikke mindre farlige og begrænsende former for benspænd, som vi med fordel kan tage højde for, når vi har med mennesker, performance og ledelse at gøre.

Hvorfor tandpasta skal være stribet og hvorfor vi skal arbejde bevidst med adfærdsledelse
Når det gælder design i den fysiske verden, er vi helt med på, at vi må tage udgangspunkt i, hvordan mennesket er skabt – og f.eks. designe biler, der styres med hænderne og ikke med næsen, som den engelske reklamemand Rory Sutherland udtrykker det.

På det humanistiske, psykologiske område – er vi derimod markant bagefter og meget dårligere til at tilrettelægge f.eks vores arbejde på måder der tager højde for og understøtter menneskelige styrker og svagheder. Så gør vi i princippet ting, der svarer til at lave biler, der skal styres med næsen. Primært fordi vores forståelse og respekt for, hvordan naturen gennem evolutionen har formet ikke bare vores fysik men også vores psyke, kan ligge på et meget lille sted. Når nu vi har lært at designe biler, der passer til mennesker, hvordan kan det så være, at når vi skal designe programmer og projekter og i det hele taget implementere vores strategier og forandringer, så begår vi de samme fejl igen og igen? Også politikere og økonomer begår disse fejl, primært fordi vi forsøger at forudsige menneskers adfærd baseret på fejlagtige forudsætninger om, at vi har adgang til alle informationer, kan overskue dem og tillidsfuldt træffe helt velovervejede rationelle beslutninger – og gøre det hele tiden på individuel basis.

I en sådan verden ville der ikke være brug for ledere. De kunne erstattes af regneark (evt. balancerede;) stopure og overvågningskameraer. Men sådan ser verden og mennesker jo (heldigvis) ikke ud i virkeligheden. I virkeligheden sælges der f.eks. stadig stribet tandpasta, selvom alt det røde, hvide og blå blandes helt sammen, straks det kommer ind i munden. Det virker helt uden mening at have besvær med at få den til at komme stribet ud af tuben. På nettet kan man se film, der viser hvordan man laver det. Men ikke hvorfor. Men der er et eller andet i den menneskelige hjerne, der gør det nemmere at tro på, at den samme tandpasta både kan forhindre huller og tandsten, samtidigt med at den giver en friskere ånde, hvis de tre funktioner har hver sin farve. Ikke specielt logisk eller rationelt og vi, som bruger ensfarvet tandpasta, kan trække overbærende på skuldrene, mens reklamefolk griner hele vejen til banken.

I Composing bruger vi al den nye værdifulde viden fra adfærdsøkonomi, beslutnings/spilteori og reklamefolkenes erfaringer (ja, vi har været der selv) til at hjælpe ledere med at finde genveje til at løse meget vigtigere udfordringer end farven på tandpasta. Og til at fjerne tarvelige benspænd, som forhindrer mennesker i at performe optimalt.